Dansk

ELIZABETH TORRES: Bogotá, Colombia, 1987. Digter, multi-medie kunstner, oversætter og foredragsholder.

Hendes seneste bog, ”En las Fauces del Olvido” (I Glemslens Gab) udkom i Puerto Rico på forlaget Impresora og derefter lanceret i Mexico og Guatemala. Den blev desuden præsenteret i Sverige, Finland, Tyskland og Danmark i løbet af 2017.

Blandt hendes hædersbevisninger er udnævnelsen til ”Poet in Residence” ved Kean Universitet, hvor hun har studeret Medier & Film samt Kunst. Hun har udgivet mere end 20 værker og arbejder i øjeblikket på to nye udvalg af digte ”To enter and exit through the memory of the living” og romanen ”Bodies of Water”. Hun er blevet tildelt den nationale poesipris ”Årets bedste digtsamling” af the Colombian Book Chamber. Hun har vundet Daimler Chrysler’s poesikonkurrence ”Winning the Spirits in the Words” og American Eagle’s “Live your life” konkurrence.

Elizabeth bor I København, hvor hun arbejder som forfatter og oversætter. Hun er redaktør af ”Red Door Magazine” og indehaver af ”Red Door Gallery”, København og er stiftende medlem af NolitchX (Nordic Literatures en Change and Exchange).

 

 

windy small 

 

 

 

 

I GLEMSLENS GAB

1

Det usynlige sår
spredes til alle sider:

Der er ingen membran
heller ingen kriger
eller kys som vækker os.

Blegheden begyndte ved brystet
og nu falder de en for en
alle flyvetankerne
al fortryllelsen er nu af sten
asfalt som dine øjne
som dine årer/som din latter
som dine skrig der ligner
heste af vand
flygtende horisontalt mod skyggerne
som dine fingre der krydser
floder af sved og pine.

Kærlighed er en zone af stejle skrænter
jeg, uden mine fiskekroge ved deres bredder
dødsstraf
nødudgang
jeg ved hvordan vi skal drukne i din svimlen
men jeg kan ikke nå at redde os
sjælen taber løvet
på den anden siden af spejlet.

Og hvad med mellemrummene
mellem dens udstrakte gader
hvor dømmekraften fra de smadrede
lamper/de selvlysende edderkoppespind
ikke nåede ind
hvad med hulerne hvor vi efterlod
vores første hamme
det hvide lys
forskrækkelsen
legenden.

Afklaring:

de egne som vi forlader uden at bebo dem
venter stadig på os.

Afklaring:

de egne som vi forlader uden at bebo dem
venter stadig på os.

Afklaring:

de egne som vi forlader uden at bebo dem
venter stadig på os.

2

Det dyriske instinkt

Tre liv senere forstår jeg omsider
det de forklarede os i skolen
om overlevelses-instinktet.

Jeg ville gerne
når jeg faldt i afgrunden
ligge knust der og blive til tusindvis af maddiker
vente ubevægelig
på verdens eller hukommelsens ende
tage lampen ned
med sammenknebne øjne
for det tilfælde at nogen spurgte efter mig.

Jeg ville gerne flyde over af kaos
blive ulydhør for skrigene / kaste om mig med bogstaver *
flå våbenhvilen ud af min hud i små bidder
fordampe / indfange mig selv / indeslutte mig
slukke mig / vælte mig omkuld / trævle mig selv op
lade mig ruste op / besejre mig selv / gå itu / asfaltere mig
modsige mig / gå min vej / min vej / min vej.

Månen som ammer mig
gamle rare hunde der viser mig vej
slanger i hver en drøm
for at kyse dumme sorger væk.

Jeg har vævet og svøbt mit klæde om mig
for at vente på opløsningen
attentusind nye vers og jeg tæller.

Ingen salt. Intet kaos.
Jeg troede jeg var ved at dø
men der voksede vinger frem.

Så alvorligt var det ikke:
En dag forlod jeg min puppe.
Nu tilhører jeg vinden.

En dag spirede jeg frem af asken.
Nu er jeg lutter ild.

En dag forlod jeg mit skjulested.
Udkigs-dagene og kødets
dage kom.
Raseriet og blodets.
De vilde dyrs.

3

Rovdyr

 Glemslen rummer ideelle kvaliteter
for rejser over lange afstande.
Den har forfulgt mig nu i månedsvis.

Dens stramme bryst og kraftige ryg
gør den det nemmere at bevæge sig effektivt.

De gange jeg har ønskset at tabe den af syne
endte jeg med at stå og hulke stakåndet.

Det ser ud til den jage lige så godt
om dagen med sin uhyre
skarpe lugtesans som om natten
hvor dens syn er bedre.

Desuden er jeg
et let bytte, tror jeg. Den analyserer mig og smiler.
Den får færten af mig og fatter nok mine sorger.

Jeg studerer også den:
Glemslen er så adræt
at den kan tilbagelægge mange
kilometer med 10 minders fart i timen,
og den kan nå op på hastigheder
af 65 minder i timen
på en nat som denne.

Når den løber med høj hastighed kan
den springe fem meter i vejret.

(Faktisk er den mere som en dolk
der gennemborer tiden.)

Glemslens poter
er tilpasset til at træde med lethed
på mange forskellige slags terræn,
især sne og blød jord:

den har en lille hudfold mellem hver
/tå,
som tillader den at bevæge sig på sneen
med større lethed end dens bytte.

Jeg har hørt den nærme sig mens jeg sover.
Den slænger sig ved siden af mig og slikker min pande
men den har endnu ikke forsøgt at bide i mig.

Nu ved jeg ikke
hvem der forfølger hvem:

nu hvor vinteren er kommet
kunne jeg tænke mig at vide om jeg
hvis kulden besejrer mig kan skjule mig
imellem dens kæber
og sove fredfyldt
i dens indvolde.

4

Sådan går det hele for sig

 Varslet er kommet
og har forvandlet sig til skygge.

Du begynder at se i sort og hvidt
når du modtager nyhederne.

Alt snurrer rundt
med lysets hast og på højkant
afgrunden savler med skærpede tænder
dit hjerte og din åndenød i forskellige retninger
krigsløfterne og dette dyriske instinkt
forlader dig når du behøver dem mest.

Nu er du det forsvarsløse afkom.

I løbet af de første timer gør den vilde
stilhed sig til herre
over alle afkroge af dit sind.

Sådan er panik, stumt teater
kødets skælven er kronhjorten der ved
/ den skal fortæres
det sammenstyrtede hus / det udgydte blod.

Du miraklet i den friske luft.

Dagenes opvisning i dit vindue.
Der vil komme nætter men du glemmer at tælle dem
der er spiret solsikker i dine øjne
der bryder kilder frem i dit bryst
til dine bredder når ømheder
fra andre hemisfærer
drikker af dine bedrøvelse og kigger på afstand.

Du dyrehulen / refugiet / overlevelsen.

Nu kommer du på udkig efter en anden skygge
blomster uden torne hænger fra din hånd
din smerte er ved at kvæle dig i
frugterne fra denne skov
raseriet bliver ved med at vokse og vikles ind i
/ dine grene
kærligheden og naget eroderer samtidigt
det uhyrlige, det simple og det hellige
deler hule og bål.

Du det rystede udyr
det bevægede
taknemmelige
der hæver sit triste blik
mod de allerhøjeste stjerner
du glød
du fare.

Du, upræcise pattedyr
der synker sit spyt,
venter på glemslen
på dens sikre pil.

5
Efter den forskrækkelse

Du bandt et navn på hensigten
et hvidt minde
et glimt.
Foran frygten var jorden stivnet.

Vi ser dig
samle din angsts murbrokker.
Det var din hensigt at lime dem fast
med lidt mudder til din skygges omrids.

Der findes ingen katedral større
end din stilheds
mens du i dig selv søger
oprindelsen til dit sår
dine hænder rækker ikke til at tegne kortet
dine tungemål foretrækker ikke sproget
dine minder ganske uden sammenhæng
flyver omkring i hele stuen
vi som ikke er andet end spejle
røde – gullige – blege
vi har til hensigt ikke at trække vejret
ikke at afbryde eksplosionen
ikke at røbe os.

Du bandt et livløst løfte til dit hjerte
en sygdom i sindet
et uretfærdigt offer
men hvad er retfærdigt
når der er tale om landsforvisning?

En landsby tømtes for folk
da du modtog kaldet.

Rædslen er smitsom
landskabet er en katastrofe.
Der er ikke tilstrækkeligt med vinduer til at befri
alle fragmenterne af den kærlighed der flygter nu
de forsvinder slår ud mod alle overflader
de regner ud af alle porer
de forvandler sig til en ulidelig
masse
på dine hænders skælvende fingre.

Vi har set dig
samle murbrokkerne og forsøge at bide i dem
sluge dem sammen med et glas tårer
/men de spredes fortsat.

Efter forskrækkelsen vil intet være det samme
vi er allerede ikke længere os
i flugten er alt kaos
pludselig udvandrede
alle de logiske svar.
Du er heller ikke tilstede
på et gadehjørne græder din skygge utrøsteligt.

6

Fare for udryddelse

Fra toppen
af fødekæden
afventer et fascinerende bestie nattens komme.

Indbyggerne i landsbyen
hører det hyle og samles
rundt om ilden
for at overbringer deres børns børn legenden.

De fortæller
at engang boede dette dyr
i en hellig skov
i forening med en anden krop.

De fortæller at en fuldmånenat
kom vores forfædre med deres spyd
gjorde det som vores art altid gør
– tog alt det som vi betragter som vores –
og lod det stakkels bestie ligge hårdt såret
ved afgrundens rand.

Fortæller at den livløse krop af dets elskede
var nok til føde hele landsbyen
resten af efteråret
og at skindet af hende
ikke bare blev kappe, men også vugge
til vores forældres forældre
og deres forældre og til os og vores børn,
osv. osv.

Jeg har aldrig set det
faktisk kender ingen af os navnet
men indviede skærper vi
disse træpæle
og vi skjuler vores gru
mellem stenene i floden
efterår efter efterår
tuden efter tuden.

Jeg spørger mig selv hvor bitte små vi ser
ud derfra
og om den føler raseri eller mishag ved synet af os
og om det er sandt at vi er til på dens guddommelige nåde
eller om det nu bare er en gammel hund
som ikke længere kan bide.

Sommetider når jeg ikke kan sove
nyder jeg at forestille mig at sandheden er en anden.

At der i vores blod, fordi vi har fortæret hende
rinder blod af dyrets gamle kærlighed
jeg drømmer den slikker arret
og hyler af fortvivlelse
fordi når den ser os ser den hendes øjne
fordi når vi synger
ser den genfærdet af hende danse
fordi den fra vinter til vinter fatter
at udrydder den os
bliver den fri igen.

7

Mens jeg venter på havskælvet

I dag løber alle levende medlemmer
af min art en risiko for at forsvinde
og alle de døde medlemmer af samme
risikoen for at blive glemt.

Ganske tæt på morgengryet spørger
jeg mig selv hvem der lider den værste skæbne
mens jeg sætter dueknoglerne sammen
så de danner en labyrint
for at vildlede ulvene lidt.

I nogen tid har solen ikke gæstet disse jorde
og regnen smager af salt
for den kommer kun fra mine øjne.
I denne time trækker fuglene streger på himlen
tegner en linje / en horisont / en grænse
med deres vinger
med deres flugt i modsat retning
med deres frivillige fordrivelse mod skyggerne
og jeg med mine blege fingre
tegner en bro
for det tilfælde vi skulle beslutte os for at nå dem.

Det er ikke for at undgå katastrofer
at jeg gør mig til ven af ubevægeligheden.
Jeg er et sted der er jordskred
gunstigt stemt
og jeg vil ikke fremskynde skælvet.

I den sidste tid har jeg hørt rygter om eksilet
alle de døde medlemmer af min art
træder ind ad og træder ud af
de levende medlemmers hukommelse
går og kommer tilbage med vandkrukker
bygger reder i mellemrummene.

I dag spadserer de overlevende
gennem byen i mørke
ligesådan som den der lader hænderne
løbe over sin elskedes krop ved afskeden
leder de efter et varmt sted at sove i fred.
Fuglene hænger som sten fra himlen
og under jorden
hviler de døde i gamle grave,
som jeg, omsider ubevægelige.

Alle venter i et opsigtsvækkende
sørgetog på havskælvet.

Jeg beder til at vi ikke skal mangle mod.
Jeg håber det skal finde os og hyle.

8

Forudsigelse

På den anden side af døren
befinder sig en nøgen kvinde.

Såret forbliver usynligt
falder fra højre hjørne af hendes skulder
svimlende nedad mod hendes navle
hvor magnolier begynder at springe ud
knopperne muterer til sommerfugle
stenene tager form af snegle
og glider hen mod bugens midte.

Hendes øjne er stadig lukkede men øjenlågene
bevarer deres skælven
det vingede menneskes drøm
hemmelighederne er faldet til ro på munden
ligger sådan, uden gransken, på hans silkebark.

Et øjeblik af frodig ro
genskabt i falskt ritual for
dens hurtige tilintetgørelse.

Ved fodenden af sengen
tager ulvene for sig af græs og frø
grenene vikles ind i deres poter
(det hele er teater i slow motion)
fuglene slår vingerne ud kursen syd
de fosforescerende sten i bunden
ved skyggernes bred
hæver din hukommelse til munden.
Dette er zonen for stenskred
bemærk:

På et øjeblik
vil alt være forsvundet
under den kæmpemæssige tragedie.
Kommer lysglimtet. Fortvivlelsen.
Den øresønderrivende stønnen.
Du får ikke dyret at se
men du vil kunne høre hvordan de
gigantiske kæber fortærer
en for en
hovedpersonerne i vores store vision.

Den nøgne kvinde nedsænket drejende
i spiral den ene gang efter den anden
mod afgrunden.

Jeg gentager:
de egne vi forlader uden at bebo dem,
venter stadig på os.

De egne vi forlader uden at bebo dem,
venter stadig på os.
venter stadig på os.
venter stadig på os.

9

Begravelsesritual

Denne her historie har 365 knogler
og der tælles.
Dagligt server jeg en på tallerknen
hælder saltvand i et glas
og tænder et lys.

Bordet er for en person
stolen står foran spejlet
så kan jeg samtidig spise middag og se mig selv i øjnene
gentage hver uforskammethed
hvert øjeblik af klarhed
udtale hver stavelse af hans navn
som ritual
sige: koral, solsikke, tjørn, rod.
Kræve
stenenes duft
raseriets rytme mellem årerne
dommen / brændingen
håbet gjort til anker
forladtheden.

Jeg har hængt hammen af denne kærlighed
op på væggen til højre
lige ved siden af døren.
Jeg har brugt hans pupiller
til halskæde
sådan skal de fortælle mig det som jeg ikke kan huske nu
fordi de så alt som før havskælvet.
Min blindhed er ligegyldig
jeg har lært mig tilbagevejen
det her hus har et dystert udseende
det er ligegyldigt der kommer ingen besøg
mit begravelsesritual kræver ikke meget lys.

På venstre side
det brændende portræt
fra det sted vi gjorde til vores
det uendelige øjeblik hvor der fandtes kærlighed
den åndenød der er blevet min i fortvivlelse
skoven min sjæl flygter til
så jeg ikke kan følge efter den.

Først tager jeg angsten af
så støvlerne og tøjet
til sidst lægger jeg hjørnetænderne
men altid i nærheden, i nødsfald.

Min usikkerheden med hensyn til hvem jeg bliver
eksilet som er mig og genfærdet jeg har elsket
lægger sig i højre side.
Vi tre drejer rundt i sengen
indtil vi falder i søvn.

10
Den hallucinerede

Det altfortærende
en by i ruiner og du i dens midte.
Det umættelige
mareridt uden ende
der får dig til at hallucinere i skrig.
Det uudholdelige
lugten af barskhed efter krigen
smagen af kød mellem tænderne
og alligevel, sulten.

Det voldsomme
ofrets usikkerhed og skyld.
Det uafvendelige
liget af dit lig
og en række af skikkelser som allerede ikke
/ tilhører dig.

Det uoprettelige
hundrede år er gået og det holder ikke op med at regne.

Afbrydelsen
billedet / lysglimtet
synerne før chokket.
Det usammenhængende
du ved ikke om det er glemslen eller døden
der viser tænder.

Det smudsige
nu har du lært at overgive dig
men du kan bedre lide at skærpe dine hove
hvad er du bange for kære, hvis ikke kærligheden?

Det konkave
i periferien er enhver realitet midlertidig
din status som et forædlet hjerte
udløber til midnat
hvor går du hen når du glemmer
du nu ikke har lyst til at gå?

Det konkrete
i stedet for dyden, panikken
i stedet for sønderrivningen, revnen
og fra denne side genopbygningen lige så stille
det vil sige nedstyrtningen. In repeat.

Således begynder offergavernes dage.

Det uvisse
hvilken farve har denne del af historien?

 

Oversættelser af Gorm Rasmussen, 2018.